Kommuner har ikke styr på antallet af lærere

Rød blok præsenterede i går en model, der skal sikre, at finanslovspengene går til flere lærere. I Herning er den lokale lærerforening dog bekymret for, at kommunen ikke har styr på, hvor mange lærere de rent faktisk har ude på skolerne.

Artikel af Sebastian Bjerril i Folkeskolen.dk den 4.6.2020

Vores finanslovsmillioner må kun gå til ekstra løn- og pensionsudgifter, og I skal efterfølgende regnskabsmæssigt kunne dokumentere, at pengene er gået til at ansætte flere lærere.

Sådan stiger beløbet år for år

Regeringen og aftalepartierne har afsat 275 millioner kroner i år, 400 mio. kr. i 2021, 550 mio. kr. i 2022 og 807 mio. kr. fra 2023 og frem.

Sådan lyder den model, partierne i rød blok i går præsenterede. Modellen er en udmøntning af de finanslovspenge, som partierne blev enige om at tildele folkeskolen i finanslovsaftalen tilbage i december. 

Kommunerne får samlet 275 millioner kroner til at ansætte ekstra lærere i år, og pengene bliver fordelt efter elevtallet i de enkelte kommuner. 

I Herning Kommune og Ikast-Brande Kommune betyder det henholdvis et ekstra tilskud på 4,7 og 2,3 millioner kroner til at skaffe flere lærere i indeværende år.

Formand for Herningegnens Lærerforening Helen Sørensen glæder sig over pengene, men er bekymret over, at hun oplever, at begge kommuner ikke har et tilstrækkeligt overblik over, hvor mange lærere man egentlig har ansat. 

"Vi har oplevet, at både politikere og forvaltning i begge kommuner ikke har styr på, hvor mange læreruddannede lærere, der er ansat i folkeskolerne. Det oplevede vi eksempelvis, da vi gjorde opmærksom på, at der var mange ikke-læreruddannede vikarer. Her kom man frem til, at vi i Herning har omkring 898 lærere.  Det skyldes, at man bruger tallene fra lønstatistikken, og her figurer der lærere, der får løn på barsel eller under sygdom syge samt deres vikarer. Det vil sige, at man tallet bliver kunstigt højt", fortæller hun. 

 

Store forskelle mellem registertal

Tager man et kig på tallene for Herning Kommune i Kommunernes og Regionernes løndatakontor fremgår det, at kommunen samlet i marts har 850 fuldtidsansatte lærere og børnehaveklasseledere. Kigger man på Undervisningsministeriets datavarehus fremgår, at der sidste skoleår samlet var 765 fuldtidsansatte lærere og børnehaveklasseledere i Herning Kommune. 

Og også på landsplan er der stor forskel på søgninger i de to databaser. Ifølge Kommunernes og Regionernes løndatakontor går der samlet næsten 49.000 lærere og børnehaveklasseledere rundt ude på landets folkeskoler. Det tal er mere end 6.000 højere end ministeriets opgørelse. 

 

Skolechef: Vi har helt styr på det 

Men trods uenighederne i registertallene er der slet ikke noget at være bekymret for, lyder det fra centerleder for skoleområdet i Herning Kommunen Christian Rotbøl. 

"Der er lavet samme aftale på dagtilbudsområdet, hvor vi også skal dokumentere, at pengene går til bedre minimumsnormeringer. Vi får intet problem med at dokumentere, at pengene kommer til at gå til flere lærere, når først vi har fået modtaget dem. Så der er ingen grund til bekymring", siger han. 

 

Aftale gælder kun for i år

Gårsdagens aftale indeholder kun en model for udmøntningen af dette års finanslovstilskud. Det vil sige, at det endnu ikke vides, hvordan de 400 millioner ekstra millioner næste år skal udmøntes. 

"Det har hele tiden været meningen, at aftalen i første omgang kun skulle gælde et år her i starten, og så tager vi et kig på modellen igen. Det kan være, at vi vælger samme model næste år, men det er for tidligt at sige", siger undervisningsordfører Jakob Sølvhøj.

Det er ikke lykkedes redaktionen at få en kommentar fra direktør for børn og fællesskaber i Ikast-Brande Kommune.

 

Emner

Målgruppe